Nonverbal kommunikation

Nonverbal kommunikation er alt det der er usagt, og formidler et sideløbende budskab med vores talestrøm (den verbale kommunikation) gennem betoning, mimik, pauser, gestikulering og kropsholdning – altså i sammenfatning vores kropssprog.

Alt dette udgør en vigtig meningsdannende del af kommunikationen mellem mennesker, og er med til at forme omgivelsernes billede af os selv og til at definere og eventuelt udvikle (eller afvikle) forholdet til de personer, vi er i kontakt med i løbet af hele vores liv.

 

Den nonverbale kommunikation er i høj grad med til at understøtte den verbale kommunikation, så afsender af et budskab vil blive forstået korrekt. Kropssproget er i høj grad også med til at sige noget om vores sindstilstand, og hvad vi oprigtigt mener og føler i øjeblikket. Omvendt afspejler vores sindstilstand sig også i kropssproget som omverdenen “aflæser”.

Derfor er det en opfordring at du bruger et par timer på at sætte dig ind i kropssprog og nonverbal kommunikation, fordi du vil få mange gange din investerede tid igen, når du forøger kvaliteten af dit kommunikationsniveau – mere end du nogensinde kunne forestille dig!

Selvom ingen har fået udleveret eller har forsket sig til den endelige manual til hjernen, ved vi at den bearbejder mange flere informationer (nonverbal kommunikation) i underbevidstheden/det ubevidste end din bevidsthed er vidende om, og mange flere end dem der bruges til ekstern kommunikation imellem dig og andre mennesker.
Nyere forskning har også påvist at der er en sammenhæng imellem vores psyke og vores fysiske velbefindende i kroppen(eller det modsatte), en præcis sammenhæng der med efterfølgende terapeutisk behandling har dokumenteret at symptomer og sygdomme kan lindres eller helt forsvinde igen i særlige tilfælde.

 

Nonverbal kommunikation følger 7-38-55% reglen

Nonverbal kommunikation udgør ifølge et forsøg udarbejdet af professor Albert Mehrabian i 1960’erne (7-38-55% reglen), ca. 55% af den kommunikation vi bruger i det daglige. Så det at undlade at vide noget om nonverbal kommunikation betyder egentlig at du vil fejle og blive misforstået i din kommunikation med andre mennesker cirka halvdelen af gangene!

Det har du sikkert oplevet fordi du har været nødsaget til at sige tingene op til flere gange indtil majoriteten af tilhørerne har opfattet dit budskab præcis som du mente det.
Derfor kan du blive meget mere effektiv og få budskabet igennem første gang, ved at studere og lære hvilke virkemidler du kan bruge når du vil fremføre dit budskab og få den verbale og nonverbale kommunikation til at være sammenhængende(se kongruent nedenfor) fremfor modstridende.

Albert Mehrabian 2) fandt ud af:

  • 7% Ord (det du siger)
  • 38% Betoning (måden du siger det på)
  • 55% Kropssprog (Nonverbal kommunikation)

Og selvom undersøgelsen er blevet vendt og drejet flere gange, og nogle mener at forsøget handlede om noget andet, så kan du alligevel bruge tallene som en god tommelfingerregel når du kommunikerer med andre mennesker fremover.

Nonverbal kommunikation via kropssproget

Kropssprog der er kongruent betyder at det stemmer overens med, og passer med dit verbale budskab. At det udtrykker det samme som det du siger. Den bedste og måske eneste måde at få et kongruent kropssprog på er, at virkelig selv mene det du siger, at du selv tror på det 100%. At du selv er overbevist om, at det du siger er vigtigt, sandt og godt for modparten. Hvis dette er tilfældet vil dit kropssprog hjælpe dig i din kommunikation ved at være kongruent.

Et eksempel er at de fleste mennesker kigger opad eller lige ud, med en rank ryg og smiler når de er glade, hvorimod de kigger ned med hængende skuldre og krummere ryg, samt smiler meget lidt når de er nedtrykte eller kede af det.
Disse signaler fra kropssproget sender også besked retur til hjernen om at producere de passende hormoner til det humør(tilstand) som kroppen signalerer – så brug dit kropssprog aktiv til at ændre dit humør!

Kropssproget og nonverbal kommunikation lyver aldrig

Kropssproget og nonverbal kommunikation afslører dig!

Uoverensstemmelser i kropssproget forekommer i de situationer, hvor vi forsøger at skjule vores følelser. Vi gør alt hvad vi kan for at lægge bånd på vores krop, og alligevel “taler kroppen over sig”. Det kan godt være at vores små løgne kan klare en uopmærksom modpart, hvorimod en trænet og koncentreret iagttager baseret på nonverbal kommunikation godt kan se tegn på at vi skjuler noget.

Vi kan kontrollere nogle kropsdeles signaler, bedre end andre. De letteste at styre er naturligvis dem vi er mest bevidste om.
F.eks. er vores viden om kropssprog størst når det gælder ansigtet, og derfor er det også lettest at “lyve” med ansigtet.
De skjulte følelser kan du være mere eller mindre bevidst om – så vidste du at kroppen reagerer på dine tanker og følelser i underbevidstheden og kan via særlige livssituationer fremprovokere symptomer og sygdomme?

Gå tilbage